Dagbog for besøget i Brasilien
Det er ærgeligt at skulle forlade dejlige solbeskinnede Rio, men vi glæder os samtidig helt vildt til at se Vancouver og mindst lige så meget til at finde et mere permanent sted at bo, så vi kan få pakket ud og få lavet noget mad selv. Vi skulle først flyve kl. 15.30, så der var god tid til en sidste afsked med byen, om end rejsedage altid er lidt ubrugelige, fordi man allerede har pakket alle sine ting og ikke gider have vådt tøj med hjem osv. Vi daskede derfor blot op og ned af stranden, fik lidt kokosnødder og en god solid frokost på vores stamsted. Vi slæbte rund på tunge rygsække hele tiden, for det virkede ikke som en hel god idé at efterlade pas, billetter, labtops m.m. i hotellets bagagerum. Tidligt på eftermiddagen gav vi derfor fortabt og begav os mod lufthavnen.
Endnu engang blev vi bekræftet i at vores 'street smarts' er forbedret betydeligt under vores besøg her i Rio. Vi takkede nej til adskillige tilbud om taxaer - både fra hotellet, folk lige uden for og diverse andre, der virkede lidt for villige til at køre et par turister en ekstra lang tur. I stedet vandrede vi lidt op i byen med alt vores happengut for at finde en taxa, som ikke decideret opsøgte turisterne. Vi fandt en og fik aftalt kun at slippe 40$ for turen. Det var endda tydeligt, at han til den pris ikke behøvede skynde sig eller køre nogle smutveje, så der er nok langt igen for os, men lidt bedre er vi da blevet :-)
I lufthavnen fik vi brugt vores sidste valuta og så var det ellers bare om at indstille sig på endnu en meget lang rejsedag med mellemlandinger i både Saõ Paolo og Chicago. Vi skrives ved i Canada :-)
Sammenlignet med Copacabana er Ipanema så dejlig øde og fredelig. Her er masser af plads, så blegfede generte danskere som os kan godt vise sig i badetøjet uden af skræmme livet af de lokale :-)
Desuden slipper man for langt de fleste af de ret ihærdige og nærgående strandsælgere, som hele tiden forstyrrer en på Copacabana. Endeligt er der den fantastiske udsigt til Sukkertoppen fra den store klippe for enden af Ipanema.
Inspireret af den flotte udsigt til Sukkertoppen - og desuden presset af den snarlige afsked med Rio - besluttede vi, at det var tid til at besøge Sukkertoppen. På vej derhen nåede vi lige lidt frokost og en kokosnød på en af de mange strandbarer langs Copacabana. Sukkertoppen ligger 396 meter over selve Rio by og giver derfor en fantastisk udsigt over hele byen og havet. Det er et absolut must, når man besøger Rio, og vi er da også glade for at vi nåede det, selvom vi har været lidt sløve i optrækket. For at komme op på toppen, skal man først med en svævebane op til en lidt mindre top, for derefter af fange endnu en svævebane hele vejen op til toppen - og sikke en udsigt!
Efter at Michael havde fået fotograferet ALT fra ALLE tænkelige vinkler med ALLE mulige kameraindstillinger, var det tid til afslapning :-) Planen var meget naturligt at blive hængende og nyde solnedgangen deroppe fra. Vi fandt et lille bord med udsigt og fik et par drinks, mens vi ventede. Det var bestemt ventetiden værd og sjovt at opleve den glæde brasilianerne har over naturen og deres by. De klappede alle sammen, da solen gjorde sin sidste exit og det var tid til at tage ned igen. Sjovt fænomen :-) Michael fik lige lov til at gentage sit fotoflip her i aftenlyset, men desværre løb kameraet tør for batteri, netop som han havde fundet det perfekte motiv fra den perfekte vinkel med den helt rette kameraindstilling :-) Ej, det er ikke sjovt! Og Charlotte er bestemt glad for alle de dejlige minder billederne giver, når vi engang kommer hjem - hun bliver bare lidt utålmodig ;-)
Nu var det jo kun et lynvisit til Argentina, så vi har selvfølgelig ikke set landet rigtigt, men der var nu alligevel en tydelig forskel at mærke på lokalbefolkningen i de to nationalparker. I den brasilianske var de ret ligeglade med alting og kunne ikke et ord engelsk. I den argentinske stod alle skiltene til gengæld på engelsk og selv sandwichsælgerne kunne flydende engelsk. Da vi kørte tilbage over grænsen, hang 'Bilbo' (en cypriot vi rejste med, som vi aldrig fik navnet på, men som mindede utrolig meget om Bilbo Baggins) halvt oppe på taget af bilen, mens han skrålede "don't cry for me Argentina". Han var åbenbart også blevet smålun på stedet :-)
Det var en fantastisk oplevelse, som ikke kan fanges af kameraet, men nu vedlægger vi lige et par billeder alligevel :-) Der er mange flere at finde i billedegalleriet, som måske giver en lidt bedre fornemmelse af, hvad vi oplevede.
Bedst som vi troede, det var overstået, kom finalen. Vi tog et lille tog ud gennem skoven til det største af alle faldene - det der hedder Devil's Throat. Fra den lille togstation vandrede vi ud over floderne ad små gangbroer. Alene det var faktisk ret flot. Det gav fornemmelsen af at vandre rundt midt ude i Amazonas og det ville ikke have undret os, hvis der var kommet en krokodille svømmende forbi. Jo længere vi gik ud af broen, jo højere blev larmen og jo højere steg skyen af vand foran os. Efter at have passeret den sidste lille ø, begyndte hullet at komme til syne. I det hul, der på afstand synede så småt, forsvandt al vandet tilsyneladende hen. Da vi endelig nåede derhen, blev vi overvældet af synet. Der var simpelthen så meget vand alle vegne og der var sådan et drøn på! Hvert sekund vælter 13.000 kubikmeter vand hele 90 meter ned i dybet - Fantastisk! Her kommer lige 5 billeder og en enkelt amatørfilm, som måske kan give bare et svagt billede af oplevelsen. Filmen fylder ret meget, så det kræver lidt tålmodighed at downloade den.
Vi sluttede dagen med masser af kolde fadbamser og lokal mad på byens Bier Garten og så gik vi ellers på hovedet i seng for at fordøje dagens oplevelser og drømme om regnbuer og vand, vand og atter vand... Gad vide om det var øllerne eller drømmenes skyld, at Charlotte måtte op og tisse i løbet af natten? :-)
Turen til grænsen var med mellemlanding i en by, der hedder Curitiba. Her skulle vi vente i næsten 3 timer på vores næste fly. Det begynder at blive ret kedeligt at sidde og glo i lufthavne :-) Nå, men ved frokosttid gik turen videre til Iguacu, hvor vi blev budt velkommen af et lille men storsmilende sambaorkester ude på landingsbanen. Vi blev hentet i lufthavnen af vores lokale guide Silvano, som foreslog, at vi kørte til den brasilianske del af vandfaldene med det samme, så vi i stedet kunne nyde hele næste dag i Argentina. Som sagt så gjort, så vi kom ud og opleve vandfaldene med det samme. Det var helt fantastisk! Enorme masser af vand, der bare vælter ud over klipperne i en uendelighed. Og regnbuer alle vegne :-)
Det er netop fra den brasilianske side, at man får overblikket over faldene, så det var fint at starte her. Der er faktisk hele 275 vandfald spredt over 3 km i bredden og 80 meter i højden, hvilket gør dem bredere end Victoria og højere end Niagara. Her var også nogle mærkelige vaskebjørne af en slags over det hele. En dejlig dag med en på opleveren :-)
Sent på eftermiddagen kørte vi ind til byen Foz do Iguacu for at finde vores hotel. Det skal siges, at lige så flot vandfaldene var, lige så grim var byen! Sorry to say it, men det var godt nok en trist oplevelse. Det er selvfølgelig også lige meget - vi er her jo for at se vandfaldene og skal bare bruge et sted at sove. Det er bare mærkeligt at se så død en by tæt på noget så fantastisk som vandfaldene.
Vi fik noget lokal mad og gik tidligt i seng, for i morgen står den på en heldagstur til den argentinske side af faldene.
Det fejrede vi med noget lokal aftensmad og ditto rødvin (det sidste er ikke noget at skrive hjem om :-) ). Så var det ellers bare tidligt i seng, for vi skal køre til lufthavnen i morgen kl. 6!!!
Ved aftenstid vandrede vi hele den lange tur ned ad Copacabana både for at finde aftensmad men også for at opleve stranden om aftenen. Stranden er oplyst hele natten og det vrimler med mennesker. De træner fodbold, volley, fisker og meget mere. Det giver en rigtig hyggelig stemning. Vi spiste igen sushi (fornemmer vi en trend? :-) ), men denne gang var det en restaurant, vi var blevet anbefalet og sushien havde skam et lokalt islæt i form af mango og lokal fisk. Så er vi ikke helt tossede alligevel :-) Det var også en rigtig god oplevelse, fordi restauranten lå oppe i byen men i den modsatte ende af stranden, hvor vi bor. Det betød, at vi fik set en helt anden del af byen - en del som var meget pænere og hyggeligere end der, hvor vi bor. Det er nemt nok at falde for strandende her i Rio, men byen i sig selv kan godt virke lidt slumagtig, så det var dejligt at opleve Rio fra sin rigtig pæne side.
Konferencen foregik helt ude i den sydlige og ret øde ende af Ipanema på et kæmpe stort Sheraton hotel, der får vores eget hotel til at blegne lidt. Til gengæld ligger vores lige midt mellem Ipanema og den meget aktive Copacabana med alle restauranterne og barene, så det er vist et ret godt bytte :-)
Efter konferencen lagde vi os ned på stranden en time eller to, hvorefter vi atter vovede os op i byen for at se os lidt omkring og finde lidt at spise. Denne gang gik det helt og aldeles smertefrit :-) I vores 'triumf' daskede vi lidt op og ned af stranden og slappede af med lidt sodavand (det havde I nok ikke troet :-) ). Sent på aftenen fik vi igen noget at spise, hvorefter Michael gik lige i brædderne. Vi døjer vist stadig lidt med træthed ovenpå den sidste måneds tid. Vi gider dårligt flytte os fra stranden for at opleve noget, hvilket selvfølgelig er lidt syndt, når vi nu er rejst så langt. Det er nok en kombination af træthed og en smule nervøsitet pga. alle de advarsler, vi har fået om Rio inden afgang. Men mon ikke vi får løftet os fra liggestolene på et tidspunkt? Vi plejer jo at være ret gode til seightseeing...
Efter morgenmaden gik vi en lang tur ned ad Ipanema for at få en fornemmelse af, hvor langt der er til konference-hotellet. Det var vist over en times gang, så vi sigter efter en taxa i morgen tidlig. Vi fik imidlertid en dejlig tur ud af det og fik et meget godt billede af hvor meget af deres tid, folk i Rio egentlig bruger på stranden. De surfer, spiller beachvolley, jogger, bader, soler og hænger i det hele taget bare ud.
Herefter gik vi ned og fandt et par drinks på Copacabana og bare nød solen. Vi skal nok skrue ned for forbruget nu, vi skulle bare lige nyde, at vi var på ferie :-) Vi sad på caféen og snakkede om, at Rio da slet ikke var så slem som sit rygte, men kun en lille halv time efter fik vi en lang næse. Vi gik et par gader op i byen for at finde noget billig frokost og før vi vidste af det, havde Michael en eller anden kæmpe klat af en uidentificerbar brun substans, der mest lignede indmaden i en guldkaramel, på sin sko. Og vupti, så var der lige pludselig to skopudsere over ham med tandbørster og al mulig væske, der egentlig kun tværede det ud. Det var ret tydeligt, at de havde puttet det på hans sko til at starte med, men nu skulle det jo af, så vi forberedte os på at stikke dem 10 R$ (ca. 30 kr.). Efter et par minutters pudsen og adskillige (agressive) opfordringer om også at skulle pudse Charlottes sko (som i øvrigt var klip-klappere), var vi klar til betaling. De krævede nu 100 R$ (ca. 300 kr.) for pudsningen trods det, at Rio har et prisleje, hvor drinks koster 12 kr. og et måltid mad omkring 30-60 kr.!!! Vi nægtede at betale mere end de 10 R$ og forklarede ham, at han jo aldrig havde sagt, hvad han ville have og desuden, at vi ikke havde mere på os. Han mente imidlertid at kende indholdet af Michaels pung og kunne lige pludselig en masse farlige trusler på engelsk. Det var noget i stil med, at han fandeme skulle have sine penge og hvis ikke han fik dem, ville han følge os tilbage til hotellet for at se, hvor vi boede, og så ville vi få problemer. Han truede med våben og politi og alt muligt og fulgte efter os i små 20 minutter helt tilbage til hotellet, mens han konstant truede os. Vi turde derfor ikke gå ind på hotellet og 'afsløre' vores adresse - lidt naivt måske, men det er ret nyt for os at skulle begå os bland svindlere. Vi røg derfor ind på stamværtshuset for at være sikre på, at han ikke skulle opdage, hvilket hotel vi bor på. Der fik vi lidt flere drinks og noget frokost og 'skopudseren fra helvede' forsvandt :-) Puha, sikke et wake-up-call, men så har vi da lært det - Rio er ikke et helt sikkert sted at opholde sig, men man kan komme nogenlunde omkring ved bare at klæde sig lidt 'usselt' og ikke falde for noget som helst. Men så var den dag også næsten væk.
Vi tjekkede ind på vores hotel tidligt på eftermiddagen lokal tid og det var en rigtig postiv oplevelse. Det er super lækkert med flotte værelser og en lækker tagterasse med pool. Hotellet ligger helt ud til Copacapana, så der er en dejlig udsigt. Det er jo en lidt anden stil, end vi er vant til fra vores SU-rejser. Bl.a. er vi vant til selv at slæbe vores bagage op på værelset og plejer desuden at skulle finde os i en bruser, der spytter vand ud i tilfældig temperatur og mængde - her er der imidlertid bagage-folk og velfungerende brusere :-) Ja, ja, småting for mange, men vi har rejst under helt andre forhold :-) Der er også en dejlig udsigt fra hotellets tagterasse, der også rummer liggestole, cafeborde, en bar og en lille pool. Fra terassen kan man både se Copacabana, Sukkertoppen og Kristusfiguren (om end han er et stykke væk).
Efter at have indlogeret os, strøg vi lige ud for at finde os lidt frokost. Det endte med 3 caipirinhas pr. næse og vist nok også lidt mad :-) Vi sad lige ved siden af 3 betjente med store maskingeværer, så vi var i gode hænder :-) Herefter gik vi os en dejlig lang tur ned ad Copacabana, hvor vi bare sugede til os - de er godt nok glade de brasilianere.
Ved aftenstid fandt vi søreme en sushi-biks lige ved siden af hotellet - mums :-) Vi går lige på og hårdt med bakterierne - masser af isterninger i vores drinks og så lidt rå fisk :-) Men vi er stående endnu, så ingen skade sket. Efter maden gik vi lige på hovedet i seng og sov vist i nærheden af 10 timer, men det har vi nok også trængt til oven på en måned med næsten konstant søvnunderskud.
Det er gået MEGET stærkt her til sidst med den sidste planlægning, flytteplanerne og desuden pakkeriet, så det er egentlig ikke rigtig gået op for os, at det nu går løs. Efter et par uger med planer hver eneste aften og desuden flytningen, har det knebet lidt med at få pakket, så da vi kom hjem fra Dengses bliv-færdig-fest lørdag formiddag kl. 11.00, stod vi stadig med tomme kufferter og uden overblik over, hvad man egentlig medbringer på en 1-årig jordomrejse. Det betød, at vi måtte blive oppe hele natten og pakke. Vi var derfor godt stressede og smadrede, da vi søndag morgen kl. 9.00 kørte mod lufthavnen. Her fik vi heldigvis lige lidt tid til at sige farvel (eller rettere: på gensyn) til familien. Det var dejligt lige at få en sidste krammer, men det var nok først, da vi stod ved sikkerhedskontrollen, at det egentlig gik op for os, hvad vi lige havde begivet os ud på. Charlotte fældede en enkelt tåre, da vi stod i køen og de sidste velkendte ansigter forsvandt bag afskærmningen. Der blev imidlertid ikke meget tid til at dvæle ved afskeden, for vores fly boardede allerede. Vi hastede derfor til gaten og gik efter et kort 'luksus-sikkerheds-check' om bord på flyveren.
Da først vi susede ud af landingsbanen (i dette tilfælde burde det måske hedde letningsbanen?) og alt lige som var ude af vores hænder, begyndte vi at forstå, at der faktisk er et helt år til, at vi igen sætter fødderne på dansk grund... mærkelig fornemmelse.
Charlotte havde fornøjelsen af at sidde ved siden af en af de typisk snakkesalige amerikanere. Det var sådan set uanset om Charlotte sad med høretelefoner på og så en film eller løste kryds-og-tværser - der er aldrig et skidt tidspunkt til at diskutere den danske filmindustri, børneopdragelse, våbenlovgivning m.m. :-) Vores mangel på søvn gav egentlig bonus, for det betød, at vi kunne blunde en stor del af turen væk.
8½ time senere landede vi i Dulles lufthavn i Washington D.C., der var mindst lige så kedelig, som vi huskede den og som navnet giver antydning af. Heldigvis havde de en okay sushi-biks, så vi hyggede lidt :-) Der gik en lille time med ekstra sikkerheds-check (trods det at vi kun var i transit) og derefter havde vi små 5 timer til ingenting. Vi havde svært ved overhovedet at holde os vågne, men det gik. Sent om aftenen - dvs. nat dansk tid - gik flyveren mod Rio med mellemlanding i Saõ Paolo. Meget mærkeligt var der næsten ingen, der ville med videre til Rio, så vi havde næsten flyet for os selv. Turen fra Washington til Rio tog yderligere 13 timer, så da vi endelig nåede hotellet i Rio, havde vi været undervejs i 32 timer!!! Men så var det også overstået - vi var nu igang med vores fantastiske eventyr :-)