Dagbog for besøget i Trinidad & Tobago i november
Nu er det jo ikke lige vores stil bare at fede den hele ferien, så vi fik da lejet en bil for at udforske øen lidt. Efter lidt råben og skrigen angående kørsel i den gale side af vejen, var vi ved at være fortrolige med bilen, men manglede stadig vejene. Vejskilte er ikke noget, man bruger i overflod på Tobago, så vi for vild en hel del gange! Vi fik set en masse flotte strande, regnskov og desværre også en del fattige landsbyer og en hel del regn! Vi var der i regntiden og om end det artede sig pænt med øsende regnvejr hver nat og bragende solskin om dagen, havde vi alligevel en del dårligt vejr netop på vores store udflugtsdag. Det skete dog også, at der i løbet af dagene på hotellet kom en ordentlig regnskylle. De varede næppe mere end 10 minutter ad gangen, men hvis man havde vovet sig væk fra hotellet, når en skylle fandt vej, var der ikke meget andet at gøre end at blive gennemblødt :-).
Regnvejr til trods havde vi en rigtig dejlig ferie, om end vi måtte se vores flybilletter hjem til Vancouver gå tabt og i stedet booke helt nye dagen efter, hvor der var en ledig afgang med deres lokale flyselskab tilbage til Trinidad :-(. Det var sjovt at opleve en helt anden kultur, end den vi er vant til fra Europa og Nordamerika. Hernede går alting meget langsomt og de fleste ting er ret primitive. Der var bl.a. valg, mens vi var der, og det fungerede simpelthen ved, at folk dyppede deres finger i rødt blæk, når de havde stemt, så ingen kunne snyde sig til at stemme flere gange :-). Med de nye flybilletter gik turen hjem via Venezuela og Toronto og det føltes virkelig som at komme "hjem", da vi nåede frem til vores lejlighed i Vancouver :-).
Mens vi var på Trinidad, deltog Charlotte i en konference på det lokale universitet. Det var - som resten af byen - præget af knappe ressourcer og kriminalitet. Bygningerne var faldefærdige og selv biblioteket var bevogtet af vagter med geværer! Efter afslutning af konferencen, skulle vi videre til Tobago. Vi var imidlertid rendt ind i et lille problem mht. transporten fra Trinidad til Tobago. Deres lokale flyselskab havde på daværende tidspunkt ikke en hjemmeside, hvor man kunne booke billetter - de skulle afhentes personligt på deres kontor, hvilket vi jo af gode grunde ikke kunne gøre hjemme fra Vancouver. Derfor var alt nu udsolgt og vi måtte i stedet med færgen. Billetterne til denne skulle også afhentes personligt, så vi vovede pelsen en enkelt dag og tog en tur ned til byen. Det var ikke specielt sjovt eller kønt. En forholdsvis grim havne- og industriby med en hel del kriminalitet og fattigdom. Men billetterne blev hentet og vi kom da lidt væk fra hotellet et par timer :-). En mærkelig detalje ved byen var, at der blandt alt det faldefærdige fandtes 7 huse, der både i stil og alder faldt helt udenfor. De var et levn fra kolonitiden, men fik vist desværre ikke den opmærksomhed, gamle huse kræver. Der er lagt billeder af både de sjove gamle huse og et par faldefærdige rønner i billedegalleriet.
Eneste problem var nu, at færgen var fuldt booket, når vi skulle tilbage til Trinidad for at fange vores fly hjem!!! Vi valgte at lukke øjnene for dette og tænkte at der måtte da være en eller anden mulighed for at komme tilbage igen - derover skulle vi ihvertfald!
Efter nogle dage på Hilton i frodige, fugtige og farlige omgivelser, gik turen derfor endelig videre til Tobago. Færgen derover mindede mest af alt om en flydende container og det sidste glimt af Port of Spain ved færgelejet, var ikke noget, der skulle få os til at fortryde vores beslutning om at tage chancen og sejle til Tobago uden en billet hjem igen :-). Vi måtte især undre os over alt det fine nybyggeri, som var undervejs nede ved havnen - hvem vil dog bo der? Det kan være, at byen er helt anderledes køn og besøgt, hvis vi nogensinde kommer tilbage igen?
På Tobago var stemningen helt anderledes. Der var stadig en hel del fattigdom, men der var lækre resorts, strande og andre turister. Vi nåede lige frem i tide til den perfekte solnedgang og vænnede os meget hurtigt til tanken om et par dage her med driverliv med strand, pool, drinks, sol og ren afslapning.
Hele 4 timer efter afgang hjemmefra sad vi stadig i Vancouver lufthavn og ventede på vores forsinkede fly! Det var vist ved at nå til et punkt, hvor det havde været hurtigere bare at køre den lille tur ned til Seattle og fange et fly derfra :-). Anyways, afsted kom vi og den 28 minutter "lange" flyvetur blev udnyttet til fulde: Stewardesserne kom rundt med rødvin og da de havde serveret for os, gik de direkte til højtaleranlægget og annoncerede, at de nu ville komme rundt og samle glassene ind... med eller uden indhold! Så kan man lære ikke at sidde bagest i flyet... eller at drikke meget hurtigt :-).
Efter en hurtig mellemlanding i Seattle fløj vi videre mod Houston. Desværre skulle vi sidde hver for sig og Charlotte trak nitten. Hun sad mellem en meget "omfangsrig" amerikaner og en MEGET snakkesalig fyr, som ville diskutere meningen med livet, holdninger til våbenlovgivning, samliv før ægteskabet og desuden give en yderst detaljeret beskrivelse af sit feriemål, der dækkede alt fra materialet af hotellets stole til prisen på frisk frugt på stedet!!! Han drak vist også lidt rigeligt (om end størstedelen af hans Bloody Marys havnede ud over Charlotte) og synes det var meget hyggeligere med armlænet oppe - dejlig tur ;-). Vi landede i Houston kl. 4 om natten Vancouver tid og blev ærlig talt lidt chokerede over størrelsen på folk! Efter lang tid i Vancouver havde vi vænnet os til slanke og sunde folk (ikke mindst hjulpet på vej af de mange spinkle asiatere), så gensynet med de "omfangsrige" amerikanere var lidt overvældende. Lufthavnen havde selvfølgelig heller ikke andet end de typiske amerikanske fast food restauranter med alt hvad hjertet kan begære af friturestegt mad :-).
Efter 7 lange timer i lufthavnen gik turen endelig mod øerne. Vi ankom på Trinidad lidt i 8 om aftenen lokal tid og der ventede os en overraskelse! Flypersonalet var løbet tør for indrejsedokumenter og dem fandtes der ingen af i lufthavnen! Der stod vi så, små 300 mennesker, og kunne ikke komme ind i landet! Der gik vist små 2 timer før en stewardesse endelig fik fremskaffet nok papirer og delt dem rundt og vi endelig kom igennem lufthavnen! Der ventede os også en lille udfordring i bare at finde en taxa. Den caribiske mentalitet er til at starte med ret afslappet, så de står ikke ligefrem og vifter med skilte for at score kunder. Ovenikøbet har taxaerne dernede slet ikke skilte på taget eller andre steder, så man skal kende deres nummerpladesystem for at identificere dem... det lærte vi selvfølgelig først senere. Det endte med, at vi efter en halv times tids eftersøgning fandt en fyr som kørte os og en anden fyr ind til byen. Lad os bare sige, at det ikke helt var det Caribien, vi havde forestillet os. Der var ikke en eneste turist at spotte og alt virkede meget forladt og fattigt. Ved ankomsten til hotellet var noget af det første, vi fik at vide: "Lad være med at forlade hotellet på gåben - lad os skaffe jer en vogn. Og uanset om I tager en vogn, så lad være med at bevæge jer ud efter mørkets frembrud!" Okay, så... Uanset hvad, så var humøret højt, da vi endelig tjekkede ind på vores lækre Hilton hotelværelse :-).
