Dagbog for besøget i Vancouver og omegn i august måned
Efter sejlturen sprang vi på en bus og kørte de små 15 minutter til Grouse Mountain, der er et bjerg (ca. 1100 meter o.h.o) med mulighed for både at vandre, klatre, stå på ski osv. Det er nok den slags ting, der gør Vancouver så populært og har medvirket til, at byen flere år i træk er udnævnt til verdens bedste by at bo i og et af verdens 10 bedste rejsemål: Man kan bo lige midt i en storby med skyskrabere osv. og samtidig skal man blot en halv times tid i bil uden for byen for at finde masser af ro og rå natur med brusende floder og høje bjerge. Vi tog en lang svævebanetur for at komme op på toppen. Her var der lidt restauranter, shows og et lille bjørnereservat, hvor to små grizzly bjørne havde fået plads efter at være blevet forældresløse. Vi tog også en lille skilift (dog uden ski :-) ) for at få en flot udsigt over hele byen. Set fra luften er det virkelig en af verdens smukkeste byer, som den ligger der omkranset af bjergkæder med sneklædte tinder, skåret igennem af brede floder og helt ud til Stillehavskysten. I det midterste billede herunder kan man svagt ane byen lige bag ved bjerget. Den lille grønne landtange til højre i billedet midtfor er Stanley Park. Hvis man sammenligner det med området til venstre herfor, hvor alle skyskraberne står, kan man se, at parken faktisk er samme størrelse som hele Downtown Vancouver! På billedet herunder til højre er parken den grønne landtange cirka midt i billedet. Man kan måske fornemmelse størrelsen af parken, når man ser den store bro, der løber lige ind i parken - den har 3 vejbaner, så det er ikke nogen helt lille bro.
Vel nede på jorden igen hoppede vi på en bus tilbage mod byen, hvor vi gjorde et stop ved Capilano Suspension Bridge. Det er en cirka 150 meter lang hængebro, der spænder over den 80 meter dybe Capilano Canyon kun 10 minutters kørsel fra centrum. Broen svajer en hel del, når man går på den og er efter sigende en af de absolut mest populære attraktioner med ca. 800.00 gæster årligt! De reklamerer enormt med totempæle, vandfald, handelsstation, indianske træskærere, souvenirbod og restauranter... men helt ærligt, det var noget opstillet noget det hele! De ELSKER bare 'levende' museer og indianerpjat herovre. Det er da mægtig fint at ære deres indianske oprindelse, men på denne måde virker det bare lidt kulisse agtigt. Broen var såmænd rigelig sjov i sig selv, så de kunne have ladet det være ved det - Charlotte kunne sagtens have fået eftermiddagen til at gå med bare at stå og hoppe op og ned på broen. Det havde muligvis ikke passet en del af de andre gæster, der næsten tudende og klamrende sig til snorene stavrede over broen :-) På den anden side af broen var der et ret stort skovområde, hvor der var spændt små hængebroer ud mellem trækronerne, så man kunne vandre fra træ til træ langt over jorden. Efter en lang og begivenhedsrig dag gik turen herefter med bus og Seabus tilbage til Downtown.
Efter markedet tog vi over på det lille bryggeri og fik smagt lidt af det lokale øl, hvorefter vi tog endnu en lille Aquabus tilbage til Downtown området for at tage turen rundt langs Seawall. Halvvejs ovre så vi endnu en lille sæl i vandet - de lever åbenbart i vandet lige omkring byen. Både fra øen og vandet får man et meget godt view af byen og det er ret tydeligt, at arkitekturen er holdt i samme stil næsten alle vegne. Næsten alle bygningerne i Downtown området består af glas og lyse materialer, der spejler vandet og bjergene omkring byen. Hvis man bare kigger på en enkelt bygning, er det egentlig ikke så kønt, men samlet og kombineret med omgivelserne giver det en rigtig flot effekt, som billederne desværre ikke fanger helt så godt som øjet.
Vi tog den lange tur rundt langs Seawall, til fødderne ikke kunne bære os længere. Seawall er det helt rigtige sted at traske rundt, hvis man vil lidt væk fra bilerne og slippe ud af skyggen fra alle de høje bygninger. Man går hele tiden langs vandet og har flotte grønne områder, lejlighedskomplekser og små rækkehuse med fine haver til den anden side. Vi nåede næsten ned til Expo86 bygningen, der er Vancouvers pendant til vores Eksperimentarium. Det er en stor kuppel, der blev bygget, da byen i anledning af dens 100 års fødselsdag var vært for Verdensudstillingen. Herefter gik vi tilbage op i byen for at få et par øl og lidt billard spil på et bryggeri i Yaletown (byens gamle pakhuskvarter, der nu er forvandlet til et smart gå-i-byen sted, red.).
Her var slet ikke nogen møbler til at starte med, men Tina fik rykket en seng, et TV, et par taburetter, et natbord, to lamper og det mest nødvendige køkkengrej ind, så vi lige kunne klare os. Egentlig skulle vi heller ikke rigtig bruge mere, for vi havde ingen planer om at lumre i lejligheden de næste 4 dage.
Det blev en helt stille dag, hvor Charlotte endelig fik tid til at skrive noget dagbog, omend forholdende var lidt specielle (se billedet til højre). Michael havde også fået nok af sit efterhånden ret lange skæg, så han fik købt sig noget barbergrej og gjort en ende på det. Af en eller anden mærkelig grund kunne vi ikke finde elektriske barbermaskiner i butikkerne, så Michael havde været nødt til at bestille en barbermaskine over nettet og måtte derfor indtil videre klare sig med skrabere - lad os bare sige, at dem var han ikke særlig gode venner med :-)
På trods af lejlighedens ret spartanske indretning blev det alligevel til endnu et hjemmelavet måltid mad indtaget på de små taburetter uden noget bord - lettere akavet, men smagen var nu som den plejer :-) Senere på aftenen sad vi og så fjernsyn og søreme om ikke de viste et langt program om Ungdomshuset og til dels Christania. Mærkeligt at vi sidste år sad midt i balladen og konstant kunne høre sirener og helikoptere og nu sad vi så her i Canada og kunne i stedet følge med i fjernsynet :-) Vi kan også godt mærke, at vi er kommet til en storby, når vi ser lokalnyheder. Derhjemme er nyhederne sjældent så dramatiske, som de er her. Den ene dag er der to dræbte damer, næste dag en dræbt dreng, så er der en luftballon, der er gået ild i, mens den var i luften, derefter en eksplosion i et lager, så en påsat brand i en stationsbygning, og for at toppe det hele af, har de nu fundet to højrefødder uden lig til inden for blot én uge! Ikke lige den slags vi er vant til at høre Jes Dorph-Petersen eller Reimer Bo tale om :-)
Da vi kom hjem, brugte vi lige lidt tid på at nyde udsigten fra lejligheden, inden vi daskede afsted på en aftentur langs Seawall, der er en lang fodgænger- og cyklistrute, der løber langs vandet hele vejen rundt om Downtown området. På ruten er der adskillige små stoppesteder for de små færger, Aquabus, der sejler i pendulfart mellem Downtown området og de omkringliggende øer og 'fastlandet'.
Vi sluttede turen oppe ved English Bay, som er en af de mange strande her i byen og helt klart et af de mere populære steder til aftengåture, fordi solen går ned på denne side af byen. Det første billede viser det meste af English Bay, hvor landtangen bagud til venstre i billedet viser en del af byens store park, Stanley Park. Den er enormt stor, men det er måske ikke lige til at se af billedet.
Efter lige at have brugt en times tid på at fordøje den lækre udsigt, var det tid til at nyde, at byen nu lå lige udenfor vores dør. Vi skulle bl.a. ud og købe lidt nyt tøj, da vores kuffert stadig ikke var dukket op. Vi var efterhånden ved at nå til et punkt, hvor vi ikke længere troede, at den nogensinde skulle dukke op. I vores tanker kunne en kuffert da kun være forsinket et par dage - alt derefter måtte betegnes som bortkommet. Det kunne jo være, at en eller anden fræk person havde snuppet den af bagagebåndet, inden vi nåede frem. Samtidig var det ikke ideelt at suse ud og erstatte alting, hvis den så dukkede op et par dage senere, så vi nøjedes med lidt småting... derfor har vi det samme tøj på på mange af billederne... men bare rolig, vi vaskede flittigt :-)
Herefter var det endelig tid til at handle lidt rigtig mad ind og for første gang i lang tid nyde et hjemmelavet måltid mad. Det var vist også noget vores madbudget satte pris på :-)
Herefter gik turen atter gennem det hyggelige Gastown kvarter, hvor vi fik en dejlig stor frokost med lækre drinks til - vi skulle jo fejre vores fremskridt :-) Da bagagen stadig ikke var dukket op, begyndte Michael at ligne en canadisk skovhugger mere og mere for hver dag der gik. Der begyndte også at være en del brok om at ansigtet kløede, men kufferten måtte jo være lige på trapperne, så det virkede dumt at købe en ny barbermaskine, der så skulle bruge transformer, når vi engang kommer hjem til Danmark. I Gastown står også verdens eneste dampur - sådan noget elsker turister jo :-) Det er bygget af en lokal urmager og lukker damp ud hvert kvarter.
Efter frokosten kunne vi ikke dy os for at daske en tur op forbi vores nye hjem. Med valget truffet gjaldt det jo om at finde alt det positive ved denne lejlighed frem for at fokusere på alt det gode, de andre lejligheder havde. Vi kunne da heller ikke se os helt fri for at storsmile, da vi kom fobi i bragende solskin og kunne se, hvor pæn bygningen egentlig var. Det skulle nok blive godt! På vejen derhen passerede vi lige biblioteket (som stadig var barrikaderet af strejkende medarbejdere), der lidt pudsigt er bygget som et colosseum.
Herefter var det så småt ved at være tid til at mødes med Tina for at underskrive lejekontrakten og aftale de nærmere detaljer for vores midlertidige indlogering. Vi skulle mødes kl. 16 (eller som de siger herovre: 4 o'clock) foran Electra. Vi fik underskrevet vores lejekontrakt og søreme om ikke en del af den midlertidige indlogering skulle foregå i den vildt flotte hjørnelejlighed, hun først havde vist os! Aftalen blev, at vi skulle betale for at bo der 3 dage, men så til gengæld kunne bo gratis resten af tiden i en mindre fin lejlighed, som ikke indeholdt meget andet end en seng og et fjernsyn. Men hvad andet skulle vi dog også bruge? Vi skulle jo alligevel ud og opleve byen og var bare glade for at slippe ud af Sorry - desuden var det jo kun midlertidigt. Efter at have nærlæst hele kontrakten en ekstra gang, gik vi ud og fejrede det med lidt fadbamser på Granville St. (den store bargade tværs gennem byen) og selvfølgelig lidt sushi, hvorefter vi for sidste gang tog den lange togtur hjem til forstaden for at pakke vores ting :-)
Herefter var det tid til at mødes med ejendomsmægler nr. 4, Tina, foran Electra. Bedst som vi havde lært gadenavnene at kende og smidt bykortet væk, skulle vi altså til at lære, at bygningerne også har navne, og at man lige så ofte angiver sin lokation ved hjælp af dem! Altså de amerikanere :-) Tina viste os først en MEGET lækker hjørnelejlighed på 20. etage med en fantastisk udsigt over hele byen, parken, strandene og havnen. Den var lidt over vores budget, men det var alligevel ret fristende. Derefter så vi en rigtig flot indrettet studio lejlighed på 19. etage i en bygning med lækre tagterasser, fitness rum m.m. Det er vist ret standard herovre, at alt hvad man skal bruge af fitness rum, vaskeri, pool lounge og den slags ting ligger i bygningerne, så man ikke skal bevæge sig udenfor efter den slags pjat. Efter at have set studio lejligheden var vi solgte - det var lige os! Der var også et par drenge fra Saudi Arabien, som havde set den før os og dermed havde førsteret. Tina mente imidlertid ikke, at de overhovedet ville være det mindste interesserede, da der jo kun var én seng. Vi fulgtes derfor med hende og de to drenge over for at se den lejlighed, som de to drenge så formentlig skulle have. Den var lidt større men til gengæld ikke så flot og så kostede den $200 mere om måneden. Af en eller anden grund valgte drengene studio lejligheden og 'ødelagde' dermed vores snedige planer :-) Vi havde nemlig ikke rigtig råd til lejlighed nr. 3, men havde samtidig ikke andre muligheder. Vi grublede derfor lidt på den over lidt fadbamser og selvfølgelig lidt sushi inden turen atter gik hjem til Sorry.
Da vi gik derfra, var vi i syv sind om, hvorvidt det nu var den rette beslutning eller ej. Vi syntes dog begge, at det virkede forkert bare at tage den første vi så, så det kunne ikke være anderledes. Vi var derfor ivrige efter at tjekke vores mails for at se, om der var kommet nye tilbud. Derfor gik turen mod biblioteket, hvor vi formodede, at vi kunne låne noget internet. Da vi kom derhen, viste det sig imidlertid, at biblioteket var lukket, fordi personalet var på strejke. Det galdt åbenbart alle kommunalt ansatte lige fra skraldemænd til brandmænd og det havde tilsyneladende allerede stået på i adskillige uger! Det er vist noget, de er kendte for her og vi havde da også hørt lidt om det hjemmefra. Nå, men det var der jo ikke noget at gøre ved, så vi traskede videre.
Fordi Charlotte snart skulle starte på universitetet, besluttede vi at tage bussen derud for lige at se det an og finde ud af, hvor lang tid det tog at komme dertil. En lille halv time efter stod vi på campus. Vi fandt hurtigt hovedbygningen med masser af liv og spisesteder. Her havde de søreme også sushi og meget humoristisk reklamerede de med, at de serverede Honour Rolls i tillæg til de sædvanlige Maki Rolls :-) (En 'honour roll' er i akademiske sammenhænge en liste med alle de studerende, der i løbet af året udmærker sig ved at opnå særligt gode resultater, red.)
Herefter fandt vi biblioteket og lånte lidt internet. Både for at tjekke mails, men også fordi det efterhånden var blevet tid til at indgive en officiel bagage klage til luftfartsselskabet, hvilket krævede udprintning af en speciel formular. Der var heldigvis kommet endnu et tilbud om en fremvisning. Denne lejlighed lå i West End, der er et lidt mere stille beboelsesområde op mod Stanley Park, som vi gerne ville tæt på. Vi daskede lidt rundt på campus uden helt at fornemme den der 'flittig-studerende' stemning, fordi langt de fleste studerende var væk på sommerferie. I stedet gik vi ned bag om skolen for at se lidt af skoven og havet.
Vi fandt også en lille smal trappe ned ad en skråning til havet. Der måtte vi lige ned, men trappen synes ikke rigtig at stoppe. Efter små 10 minutter nåede vi vandet og en dejlig øde strand. Det var ikke lige badevejr, så vi slog lidt smut og slappede bare af. Pludselig så vi en sæl, der bare lå i overfladen et par meter ude og kiggede på os. Den var rigtig sød, men muligvis prøvede den at signalere, at vi skulle holde op med at smide sten i hovedet på den :-) Vi skulle op igen og det var dæleme en hård tur i den fugtige varme! Da vi endelig var kommet op igen, fandt vi i øvrigt ud af, at det var en nudiststrand - faktisk Canadas eneste. Så var det måske ekstra godt, at der var helt øde, når nu vi kom spankulerende der med tøj på, som om vi bare var med på en kigger :-)
Efter at have svedt færdig var det tid til at komme tilbage ind til byen. Vi fangede en bus og blev igen fascineret af, at de siger tak for turen til chaufføren, når de stiger af. Det må vi også tillægge os, så vi rigtig kan blende ind :-) Tilbage i byen besøgte vi en ejendomsmægler, der desværre ikke havde noget i vores prisleje og som mente, det ville blive meget svært for os at finde noget til den pris på denne tid af året. Lidt nedslåede gik vi derfra og begyndte så småt at frygte, at det ville blive sværere end forventet. Vi forkælede derfor os selv med endnu en gang all-you-can-eat sushi, inden turen igen gik tilbage til Sorry. Intet er jo så slemt, at lidt sushi ikke kan gøre det godt igen :-)
Vi tjekkede igen ind med United Airlines, men der var stadig intet nyt om vores kuffert. Det begyndte at bekymre os lidt, men omvendt kan en kuffert jo ikke bare blive væk, så vi måtte bare vente. Imidlertid var vi nu på 3. dag uden alle vores toiletsager, så vi besluttede at erstatte et par af de mere nødvendige ting. Vi fandt derfor en gigantisk butik, hvor alting kostede $1. Meget lækkert koncept, når vi nu lige stod og manglede ting som børste, vatpinde osv. men ikke gad betale for meget for det, da vi jo snart ville få vores egne ting tilbage.
Efter lidt frokost var det tilbage til motellet og tjekke e-mails. Vi havde fået en mail fra en dame, der tilbød os en fremvisning allerede næste formiddag. Vi var ovenud begejstrede for dette første tilbud og slog straks til. Lejligheden lå desværre midt i finansdistriktet, hvor vi mere eller mindre havde besluttet ikke at skulle bo, fordi det er et lidt hektisk sted med langt til vandet og de grønne områder, som var noget af det, vi havde glædet os meget til at kunne benytte, da vi først så os lune på Vancouver.
Efter at have lumret på motelværelset 4 timers tid, måtte vi bare ud og nyde solen lidt. Det var brand ærgeligt at skulle bruge en så flot dag i Surrey, når vi allerhelst ville ind til byen og daske rundt i ro og mag og nyde det gode vejr. Vi var imidlertid nødt til at prioritere lejlighedsjagten, så vi blev i Surrey. Den del af Surrey, vi boede i, var en typisk amerikansk sattelitby med en lang hovedgade, hvor alle butikkerne ligger, mens alle folk bor på de mange små villaveje langs hovedgaden. Alle folk her kører bil og vi kunne da også godt fornemme de undrende blikke, når vi som et par af de lokale tosser gik op og ned ad gaden på gåben - man går jo ikke i Amerika :-) I det mindste var der da fortove at gå på, hvilket man ikke skal regne med at finde i de tilsvarende sattelitbyer i USA. Til aften fandt vi derfor en Liquor Store og købte en 'god' flaske vin og dertil noget sushi take-out. Det er næsten svenske tilstande, når man sådan skal i en decideret sprut butik for at få en simpel flaske rødvin. Man skal også vise ID og priserne opfordrer bestemt heller ikke til overforbrug :-) Men okay, et eller andet skal der jo være galt ved Vancouver - ellers ville alle jo bo her :-)
Efter en velfortjent nats søvn, var det tid til at udforske byen og hurtigst muligt gøre noget ved vores boligsituation. Turen ind til byen fra motellet var al for lang og kedelig og desuden var motellet ret dyrt, selvom det lå langt uden for byen. Det er selvfølgelig lidt krævende, sådan bare at ville bo lige midt i byen, men vi er jo ikke flyttet helt herover for at bo ude i en eller anden kedelig forstad. Transporttiden ville helt sikkert afholde os fra at tage ind til byen særlig ofte, hvilket ville være surt, når nu vi er kommet så langt. Vi var derfor meget ivrige efter at finde ud af, hvordan byen er opdelt og i hvilket område, det ville være bedst at bo. Imidlertid var vi lidt tøvende med at forlade motellet, da vi jo forventede vores kuffert hvert øjeblik. Vi fik i stedet aftalt med motelbestyreren, at han ville tage imod den, når de kom med den og så var vi ellers på vej ind til byen igen.
40 kedelige minutter efter stod vi af toget i Chinatown for at påbegynde vores livs mest intense seightseeing tur :-) Hvis vi hurtigst muligt skulle flytte ind til byen, skulle det gå stærkt med at udvælge et område og kontakte udlejere. Dagen var derfor afsat til at se HELE downtown Vancouver igennem og beslutte, hvor vi cirka ville bo henne. Allerede ude af toget kunne vi se, at der bliver gjort meget ud af at holde byen grøn og frodig. Her er små vejtræer, buske, bede og miniparker alle vegne modsat de typiske amerikanske betonbyer. Chinatown var også en del mere åben og grøn end dem vi ellers har set i New York og San Francisco. Denne Chinatown skulle vist nok være den næststørste af sin slags i hele Nordamerika. Ikke så mærkeligt, når der er så mange asiatere her i byen. Det virker dog lidt overflødigt at have en decideret kinesisk bydel, når resten af byen alligevel er tydeligt præget af de mange immigranter. Man kan virkelig ikke gå 10 meter uden at se en eller anden form for asiatisk restaurant. På den lyse side betyder det, at vi for en gang skyld kan spise sushi og kinesisk uden at skamme os over, at vi ikke smager noget af det lokale køkken :-) Chinatown er nu et meget hyggeligt sted med fantastisk duftende kryddeributikker, dim sum restauranter, små boder med urtemedicin osv. Alle gadelygterne er malede røde og har små dragefigurer ovenpå. Vejskiltene står også på både kinesisk og engelsk. Uanset hvad, så er det nok ikke lige her, vi skal bo. Her er også virkelig mange tosser! Virkelig mange! De virker nu ret harmløse og går bare rundt og råber lidt ad bygningerne, bilerne og verden generelt. De bor tilsyneladende på gaden i hobetal, men det virker alle til at have affundet sig med. Vi er jo ikke vant til sådan noget i Danmark, så for os virker det altid så sørgeligt. Men okay, hvad ved vi? Det kan jo være, at tosser synes, det er sjovere at daske frit rundt og råbe ad ting, end det er at leve i en evig bedøvelsesrus på et kommunalt betalt sindssyge hospital i velfærds Danmark.
Efter Chinatown gik turen videre til det nærliggende Gastown, der er et hyggeligt lille brostensbelagt distrikt med masser af små caféer, barer, restauranter, gamle murstenshuse, gaslamper og sågar et antikt dampur - faktisk det eneste i verden. Her er meget 'nuttet' med alle de gamle små huse og dekorative blomsterkurve i alle lygtepælene. Gastown er faktisk den oprindelige bydel og har eksisteret helt tilbage fra 1860'erne. Det er ret tydeligt, at byen nu om dage er en smeltedigel af de oprindelig indianere, de nyankomne guldgravere og endeligt de helt nye immigranter fra Asien. Og det virker som om, der er plads til dem alle i denne meget tolerante by. Indianerne smækker lidt totæmpæle op her og der og driver reservater hist og pist, 'guldgraverne' laver museer over deres nybygger tilværelse og guldets historie, mens asiaterne maser små restaruranter ind alle steder, de kan komme til. En fantastisk blanding af alle slags mennesker og et sted, hvor man ihvertfald ikke behøver skamme sig over sin danske accent :-)
Nå, tiden begyndte at løbe fra os, hvis vi skulle nå at se hele byen på kun én dag. Vi snuppede selvfølgelig lidt kinesisk til frokost og så blev kameraet ellers pakket væk og tempoet sat voldsomt op. Vi travede op og ned ad gaderne, kiggede op og ned ad bygningerne og prøvede at træffe en beslutning. Vi kunne vælge at bo ud til vandet med masser af grønt, bo lige midt i finansdistriktet med fantastiske skyskrabere og den helt rigtige storbystemning, bo nede ved den gigantiske Stanley Park i et af de små 'villa'kvarterer i West End eller bo centralt ved Granville St. og Robson St., hvor alle barerne og butikkerne er. Sikke et luksusproblem :-) Undervejs i vores jagt, oplevede vi igen, at folk uopfordret tilbyder deres hjælp. Hvis vi blot stoppede op et sekund, kom folk og spurgte, om vi var faret vild. Vi fandt også ud af, at de har noget, de kalder Downtown Ambassadors, som går og cykler rundt i byen og hjælper folk med at finde vej og svarer på spørgsmål generelt. Smart koncept og endnu et bevis på hvor flinke og servicemindede de er her.
Da mørket begyndte at falde på, havde vi en del at tænke over oven på dagens strabadser. Nu havde vi jo ikke været hjemme forbi motellet hele dagen, så vi måtte lige ind og købe lidt tøj, shampoo m.m., hvis nu kufferten stadig var forsinket. Efter al den traven omkring var det blevet tid til at slukke tørsten med et par velfortjente fadbamser. Vi fandt en hyggelig udendørs café på Granville St. Det er en af hovedgaderne, der gennemløber hele Downtown området. Der faldt vi i snak med nogle lokale, der gav os lidt gode råd om, hvor vi burde bosætte os. Mens vi sad og snakkede med de to lokale, kom der endnu et par tosser forbi. Først kom der en gut hen os spurgte "Hey guys, do you wanna see me climb a pole?". Det var nok en af lygtepælene, han havde set sig lun på, men vi takkede alligevel pænt nej. Pæleklatring er ikke lige vores ting :-) Mindre end et kvarter efter kom der en meget højtråbende dame hen til os og spurgte "Do you wanna buy a cows head?", hvorefter hun stak et meget stort ko-kranie op i fjæset på os! :-) Hvor i alverden havde hun det fra og hvorfor skulle vi gide købe det? Tosset :-) Vi takkede igen nej og undskyldte os med, at vi endnu ikke havde et sted at bo, så vi vidste ikke, om det ville passe til vores indretning :-) De to lokale, vi havde snakket med, forklarede os, at det er Vancouvers milde klima, der skyld i de mange tosser. Fordi det aldrig bliver rigtig koldt, kan de bo på gaden hele året rundt. Samtidig har Vancouver som den eneste by i Nordamerika fikser rum, som dem vi også har derhjemme, hvor narkomaner kan få rene sprøjter og fikse under 'ordentlige' forhold. Den tossede dame blev ved med at prøve at afsætte sit kokranie. Pludselig lagede hun det bare på bordet foran en ung mand og forsvandt. Den unge mand vidste ikke helt, om det var en form for forbandelse eller hvad :-) Men hun havde tilsyneladende bare lagt det hos ham, fordi hun trængte til et hvil. Hun lå nede på jorden foran terassen, vi sad på :-) Efter lidt tid trissede hun så videre med sit kranie :-)
På dette tidspunkt var det også ved at være tid til at finde noget aftensmad og selvfølgelig skulle vi have noget sushi :-) Nu skulle vi bare finde et godt sted. Vi læste et sted, at Vancouver har over 2000 restauranter, så der var nok at vælge imellem - alle de luksusproblemer :-) Nå, men det lykkedes og derefter gik turen tilbage til Surrey (eller Sorry, som vi omdøbte det til).
Kl. 5 lokal tid ankom vi til Chicago, hvor vi havde en 3 timers mellemlanding. Det er lidt hårdt med sådanne natlige mellemlandinger, for man er meget træt og lunten overfor de meget emsige amerikanske told- og immigrationsmyndigheder er tilsvarende kort. Alligevel er man nødt til at smile bare lidt venligt og tale dem efter munden, når de laver såkaldte jokes og prøver at blære sig med, hvor meget de ved om ens land. Denne gang var ingen undtagelse. Selv om vi kun var i transit og rent faktisk havde flybilletter til at rejse videre i et helt år, skulle vi igennem et længere krydsforhør. Vi måtte pænt stå og smile, mens manden bag skranken fortalte os, at vores konge lige nu var i Chicago for at se sin datter holde et foredrag om religion, som jo er hendes store passion. "Ja, jo, nå vores konge, spændende, men må vi godt snart komme igennem... smile smile..." var cirka vores reaktion. Herefter begyndte han at rose os for al vores olie og syntes det måtte være fedt at være det nordiske land, der har mest olie... og det er vi jo :-) Det er så åndssvagt, at man ikke engang tør rette ham, men han virkede virkelig ikke som en mand, der havde fundet det morsomt og vi havde ikke lyst til at forværre situationen. Han brokkede sig nemlig hele tiden over, at vi ikke stod på United Airlines liste over passagerer og spurgte flere gange, om vi var kommet for sent til flyet, hvilket vi bestemt ikke var. Så spurgte han, om ikke det bekymrede os selv, at vi ikke stod på listen. Vi tøvede lidt og sagde, at det var da mærkeligt, men at vi ikke var synderligt bekymrede. Det var ikke det rigtige svar, for han mente bestemt det burde bekymre os! Skrankepaven i næste bås meddelte ellers vores skrankepave, at han også havde haft et par stykker, som ikke stod på listen, så det var nok listen og ikke os, der var noget galt med. Det tog vores gut ikke som gyldig grund til at slippe os igennem, så vi snakkede lidt videre. Herefter meddelte han, at Michael skulle følge med ham, mens Charlotte kunne gå igennem og hente bagagen på normal vis. Det skulle kun tage 2 minutter. Charlotte baksede længe med de to gigantiske og meget tunge kufferter, som Michael jo netop er inviteret med på turen for at slæbe :-) Men efter lidt bakseri kom de op på vognen og der stod Charlotte så og anede ikke, hvad der var blevet af Michael, som nu havde været væk i 20 minutter. Var han ved at blive forhørt af en eller anden gal militærmand eller havde de smidt ham i et fangehul? Mystisk :-) Imens sad Michael i et lille lokale længere nede ad gangen og lavede ingenting. Ingen talte med ham eller fortalte, hvad problemet var. Efter 20 minutters tid kom der en mand og sagde, at han skulle følge med ham ud til Charlotte og bagagen, hvorefter vi blev ledt hen til et lidt sært sted for at aflevere vores bagage igen, så det kunne komme på flyet til Vancouver. Bagagefyrene bad om at se billetterne til Vancouver og derefter var alt tilsyneladende bare normalt. Ingen forklaring til os på det, der lige var sket. Irriterende! Det er fint nok, at de vil sørge for ordentlig sikkerhed. Og nu ligner vi jo typiske terrorister og muligvis også illegale indvandrere, men det er vel ikke for meget forlangt, at de lige taler til en undervejs i processen, så man ved, hvad der sker. Eller er det? Åbenbart. Efter den behandling ægrer vi os lidt over, at vi ikke fortalte vores skrankepave, at al deres sikkerhed til trods havde Charlotte alligevel formået at 'smugle' en flaske vand med på to af flyveturene (hun havde glemt, hun havde den i tasken) :-) Han havde nok fået et hjerteanfald og anholdt os på stedet... men måske havde det alligevel været det værd :-)
Nå, men så fik vi jo en del tid til at gå med det :-) Det efterlod lige tid nok til en kop kaffe ved gaten og så var det ellers tid til 10. flyvetur for os på kun 12 dage. Det bliver dejligt at skulle være lang tid i Vancouver, så vi kan nå at pakke ud og slå rødder.
Allerde fra luften forelskede vi os i Vancouver. Der var vand, bjerge og masser af skov at se og det lugtede langt væk af natur og friluftsliv. Da vi landede, var vi ved at boble over med optimisme og forventninger til det, der skal være vores nye hjem i 127 dage. Allerde da vi trådte ind i lufthavnen, kunne vi mærke, at Vancouver handler om natur, natur og mere natur. Ankomsthallen var smykket med vandfald, totempæle og alle mulige udstillinger om de lokale dyr. Endnu bedre blev det, da vi trætte og udmattede ovenpå den lange rejse forberedte os på, at skulle gennem endnu et krydsforhør og i stedet blev mødt af smilende lufthavnsmedarbejdere, der ikke behandlede os som forbrydere, men blot slap os igennem efter et par spørgsmål omkring vores ophold og vores økonomiske formåen.
Gassen gik dog lidt af ballonen, da vi indså, at den store kuffert med alt Michaels tøj, en del af Charlottes tøj, alle vores toiletsager, Charlottes dyre taske, Charlottes linser og p-piller og en hel del andre småting, ikke var med flyet. Manden i lufthavnen mente, at den nok ville dukke op i løbet af aftenen, så vi efterlod adressen på vores motel og gik gennem tolden. Ude i forhallen væltede det allerede med sushi bikse, wok boder og andre asiatiske restauranter, så vi glemte alt om bagagen og fik os noget lækker morgenmad/frokost/aftensmad... man mister hurtigt tidsfornemmelsen :-)
Vi fandt vej til en bus, der skulle køre os til deres SkyTrain, som igen skulle køre os til motellet og så var vi ellers på vej. Allerede i bussen blev vi mødt af venlige og hjælpsomme folk. En ung pige anbefalede os et par sushi steder inde i byen, som vi bare måtte prøve. Hun nævnte, at hun selv var halvt dansk, halvt hollandsk, men hun var født og opvokset i Canada. Det er vist meget typisk herovre, at de alle sammen er en brøkdel et eller andet frem for bare at være canadiere. Det kender vi jo ikke rigtig derhjemme, hvor vi bare er danskere. Når folk steg af bussen, råbte de tak til chaufføren og vi blev atter overbevist om, at vi havde valgt helt rigtigt. Folk var flinke overfor hinanden og gav slet ikke samme spidsalbuede fornemmelser fra sig, som vi er vant til fra USA.
Da vi endelig sad i toget, gik det op for os, at vi egentlig ikke anede, hvor motellet lå henne. Vi havde bare hurtigt læst på deres hjemmeside, at motellet lå 6 minutters gang fra toget, så vi havde bare noteret os, at vi skulle med toget :-) Nå, men adressen på motellet var King George Highway og siden endestationen hed King George, besluttede vi at stå af der. Det var ikke smart :-) King George Highway er nemlig MEGET lang og vi skulle ende med at vandre næsten en time tilbage langs skinnerne før vi fandt det rigtige husnummer på vejen :-) Smart ikke? En venlig mand uden for endestationen kom uopfordret hen og tilbød sin hjælp, da vi stod og så lidt forvirrede ud. Det er jo ikke lige den slags venlighed vi er vant til og der var endda også en dame, der gjorde det samme, da vi havde vandret godt halvdelen af vejen tilbage til motellet og stod og så lidt opgivende ud. De virker virkelig flinke her! Det var lidt af en tur i bagende varme, men heldgivis havde vi jo ikke så meget bagage at slæbe på. Der er intet, der er så skidt, at det ikke er godt for noget :-)
Hotelpriserne her i Vancouver har vist sig at være meget højere, end vi har budgetteret med, så vi har set os nødsaget til at indlogere os på et kedeligt motel 28 km uden for byen i forstaden Surrey. Men det er jo kun midlertidigt, for vi skal til at finde en lejlighed inde midt i Downtown Vancouver. Da vi vandrede mod hotellet, var det også ret tydeligt, at vi befandt os i en sattelitby, men alligevel var den meget pænere og hyggeligere end dem, vi har oplevet rundt omkring i USA. Her har de fortove og det vælter med asiatiske resaturanter, hvilket vi jo elsker!
Vel ankommet til motellet efter 28 timers transport besluttede vi at tage toget tilbage ind til Vancouver Downtown. Vi kunne ikke sidde så tæt på vores nye hjem uden rent faktisk at tage ind og se det. Vi var så spændte på endelig at få det at se, at det slet ikke kunne vente til næste dag. Desuden skulle vi jo også have noget at spise og købe lidt tandbørster, deodoranter m.m. Så vi tog ind til byen og der fandt vi Paradis! Vi kunne næsten ikke komme frem for sushirestauranter og andre asiatiske spisesteder! Det er Himmerige! :-) Det er vist ikke meget galt, hvis vi siger, at her er flere sushirestauranter end der er af alle slags andre restauranter til sammen. Fantastisk! Hvordan skal vi dog nå at prøve dem alle sammen? De koster det halve af derhjemme og de har all-you-can-eat sushisteder!!! Vi bliver nødt til at spise ude alle dage!
Sikke en dejlig oplevelse, at alle vores håb og forventninger blev mere end indfriet. Her var masser af liv i butikker og restauranter, selv om det var sent om aftenen. Her har de nemlig ingen lukkelov, så butikkerne har bare åbent til midnat eller hvornår det nu passer dem. Hvis de af Jer, der har prøvet at 'overtale' os til at tage til Vancouver, dog bare havde nævnt, at det vælter med sushirestauranter, havde vi aldrig behøvet spilde tid på at overveje Boston. Hvad skal man dog med et diplom fra et af verdens førende universiteter, når man kan spise sig tyk i sushi? :-) PRAGTFULDT!!!
Efter et sushi orgie tog vi toget tilbage til Surrey. Det er en 40 minutters lang tur, så vi bliver nok hurtigt trætte af at bo helt derude. 1. punkt på dagsordenen må vist hellere blive at finde en lejlighed. Vi faldt på hovedet i seng, da vi kom tilbage til motellet, men da havde vi også været oppe i 44 timer minus det småblunderi, vi fik i flyet til Chicago. Det blev vist en ordentlig smøre om en egentlig ret begivenhedsfattig dag, men for os, var den nu alligevel fyldt med indtryk og oplevelser. Godnat! :-)