Dagbog for besøget i Vancouver og omegn i oktober måned

13. og 14. oktober: Endnu to dejlige efterårsdage i byen. Efter et par hektiske uger på Charlottes "arbejde" med mange møder, præsentationer og ved siden af det planlægning af vores næste ture til Caribien, Whistler og Hawaii, trængte vi til at slappe af og bare nyde den flotte efterårsnatur rundt omkring i byen og selvfølgelig i byens store park, Stanley Park, der også rummer et stort akvarium med bl.a. Beluga hvaler.

8. oktober: Efteråret var så småt kommet til Vancouver, så alle træer og buske stod i de flotteste farver på en strålende solskinsdag. Samtidig var det Thanksgiving Monday, så vi havde fri og nød derfor en dejlig tur langs Seawall.

Det er MEGET svært ikke at elske Vancouver! :-)

6. oktober: Idag var Thanksgiving Day (de holder det ikke samme dag som Amerikanerne) og vi var blevet inviteret til middag hjemme hos Charlottes "chef", Derek. Det var en rigtig sjov kulturel oplevelse med "turkey, stuffing, yams, gravy" og hvad der ellers hører sig til sådan en pilgrimsmiddag :-).

5. oktober: I dag fik vi lidt af en forskrækkelse, da lejlighedens udvendige brandalarm gik i gang midt i vores (ret sene) aftensmad! Ret hurtigt gik det op for os, at man nok ikke laver brandøvelser i beboelsesejendomme uden varsel og da slet ikke kl. 9 om aftenen, hvor små børn er lagt er i seng! En klam fornemmelse bredte sig hurtigt - er det ægte og hvis det er, er branden så over eller under os (vi boede på 8. sal) og er den stor nok til at gøre skade? Vi havde netop dagen før modtaget pakken hjemmefra med en masse nyt tøj, så med den og kuffertens nylige hjemkomst var vi egentlig lige så tilfredse med at have alle vores ting hos os, at vi da godt kunne undvære en ildebrand!

Vi fik ret hurtigt samlet et par ting og løb ned ad brandtrappen... det var egentlig en lidt sørgelig erkendelse, at vores vigtigste ejendelele var vores pas og labtop med alle billederne og vores netbank koder på :-). Da vi nåede ned til 4. sal, kunne vi lige pludselig lugte en fæl røg ud gennem deres branddør og så blev tempoet sat lidt op! Nede på gaden blev vi hurtigt mødt af en stor brandbil med en flok brandmænd i. De fik sat en slags vindmaskine op, som pustede luft ind gennem bygningens hoveddør, så de kunne gå ind uden at få alt for meget røg. Vi ventede vel knap 45 minutter ude på gaden, før de begyndte at trække sig tilbage. Branden havde tilsyneladende ikke været særlig stor og vi fik derfor lov til at gå tilbage ind efter et ekstra lille kvarters tid med udluftning. Eneste problem var så bare, at elevatorerne stadig var låst og at man ikke kunne komme ind på etagerne via brandtrappen. Enkelte beboere havde en nøgle, men flertallet måtte pænt vente yderligere et kvarters tid på, at brandkaptajnen "erklærede" jobbet for helt færdigt og låste elevatorerne op igen - Sikke en aften! :-)

1. oktober: Så oprandt dagen, hvor vi skulle tage afsked med Charlottes Far og storebror. Der blev fældet en tåre eller 14 fra Charlottes side, for det var så småt ved at gå op for os, at vi skulle være væk et helt år og undvære venner og famlilie i rigtig lang tid. I Kastrup gik alting så stærkt, at vi dårligt nåede at fatte, hvad vi egentlig havde begivet os ud på, men efter en hel uge med gæster i huset, føltes lejligheden pludselig MEGET tom og MEGET langt væk fra Danmark!

Omkring kl. 4 om natten mellem d. 30. og 1. ringede Charlotte mobil! - Det var SAS, der ringede fra København for at høre, om vi manglede en kuffert?!?! Det mente vi jo nok, at vi gjorde og pludselig var vi meget vågne! Hvordan hulen SAS har fået fat i vores kuffert, når vi fløj med United Airlines er os stadig en gåde (de er godt nok begge medlem af Star Alliance, men alligevel...). Endnu mere mærkeligt er det, at der på kuffertmærkaten stod Michaels navn, mobilnummer, e-mail og adresse, så hvorfor hulen havde de ikke bare brugt den til at kontakte Michael med? Tilsyneladende havde United valgt "ikke at tro på" kuffertmærkaten og havde i stedet kontaket SAS, som havde fundet frem til vores Nørrebro adresse og telefonnummer via vores kundenummer. Da billetten var bestilt i Charlottes navn, ringede de derfor til hende og spurgte undrende, om ikke de bare skulle sende den til Nørrebro? Vi foreslog dem meget pænt, at de fik "fingeren ud" og sendte den til os i Vancouver :-)

Sent samme aften ringede det pludselig på døren og der stod en meget anonym kineser med vores kuffert og bad os skrive under på modtagelsen. Ikke et eneste ord om, hvad der var sket eller en undskyldning eller noget som helst - bare en underskrift og så var han væk! Kuffertmærkaten med alle Michaels kontaktoplysninger sad stadig på, så vi stod i døren som to meget store spørgsmålstegn - hvordan hulen kan de miste en kuffert i halvanden måned, når ALLE nødvendige oplysninger står på kufferten?

Uanset tumulten var vi selvfølgelig ovenud lykkelige for at få vores "rejsekammerat" tilbage - det var trods alt omkring 60% af vores bagage, der befandt sig i den! Kufferten var spækket med mærkelige mærkater og vi kunne tyde os frem til, at den ihvertfald har været en tur i Dathina (Yemen) med mellemlanding på Haiti!!! Lidt sørgeligt når ens kuffert er mere berejst end en selv :-). Derefter er den tilsyneladende blevet sendt tilbage til Chicago, der håndterer United Airlines centrale bagage service. De har nok kontaktet SAS, som så kontaktede os... Sikke et rod! Og med halvanden måneds forsinkelse havde vi selvfølgelig været nødt til at genanskaffe det meste, så vi nu havde to hårtørrer, barbermaskiner osv. for slet ikke at tale om, alt det nye tøj, vi havde været nødt til at købe. Vi havde sågar nået at anskaffe os en ny kuffert! Derudover havde vi også nået at "bestille" en pakke hjemme fra Michaels forældre med alt muligt tøj! Normalt er det jo ikke så skidt at få noget nyt tøj, men når man er på vej jorden rundt sætter bagagekravene hos flyselskaberne alligevel en øvre grænse for den slags luksus ;-). En ekstra glæde ved gensynet med vores kuffert var selvfølgelig den bunke vasketøj, der nu havde ligget pakket ned i halvanden måned!!! Jaaahhh :-)